DEN NÆNSOMME FLYTNING

Det er essentielt for Landsbyen Sølund, at vi giver de bedste forudsætninger for den enkelte beboer, når han/hun flytter ind i landsbyen. I den forbindelse har vi nedskrevet en procedure kaldet “nænsom flytning”.

Den nænsomme flytning indeholder en flytteplan, samt faglige begrundelser. Planen er baseret på hele personalegruppens erfaringer med indflytninger. Den primære tanke bag “nænsom flytning” er at sikre, at den enkelte får sagt farvel og goddag på en god måde.

En del af planen er gensidige besøg, og den nye beboer opfordres til at medbringe en betydningsfuld genstand ved besøg i landsbyen. Denne genstand placeres i den nye lejlighed. Dette giver beboeren en forståelse af, at han/hun skal bo her – og at der er noget genkendeligt ved indflytningen.

De 9 vigtige trin for medarbejderen:
  1. Beboeren oplever utryghed ved at flytte og dermed blive adskilt fra det eller de mennesker, han/hun er knyttet til (kontaktperson, personale og medbeboere). Den primære omsorgsgiver, eller anden tryghedsperson for beboeren, skal med til det nye sted i en overgangsfase.
  2. For beboeren er en flytning altid forbundet med sorg og tab. Vi skal være opmærksomme på, at den, der mister, sørger. Der skal skabes plads, rum og tid til anerkendelse af disse følelser.
  3. En akut flytning af en beboer er sommetider nødvendig, sådan som vores system fungerer. Blot få dage, ja få timer, suppleret med en nænsom og professionel indsats kan eliminere det akutte præg.
  4. Uanset udviklingsalder skal beboeren have formidlet, hvad der sker og skal ske. Her kan der bruges ord, gestus, mimik og handlinger. Formidlingen bør ske i samarbejde med beboerens nærmeste familie og primære omsorgsgiver.
  5. Når beboeren flytter, må de pårørende ikke glemmes og tilsidesættes. Når de pårørende er inddraget, hjælper de med at afhjælpe sorgen. Det må sikres, at beboeren er i gode hænder hos mennesker, der formår indlevelse i situationen og samtidig er fagligt kompetente.
  6. I bestræbelserne på at hjælpe beboeren til at opleve kontinuitet i hans/hendes liv, er det nødvendigt, at forældrene og andre familiemedlemmer sikres en fortsat plads i beboerens liv. Vi skal hjælpe beboeren med at huske de mennesker, han/hun var knyttet til som fx den primære omsorgsgiver og medbeboere. Det kan gøres ved besøg og ved at lave bøger, der illustrerer samværet. Vi skal vide, at beboeren nu skal vænne sig til nye lyde, nye dufte, nye stemmer og nye hænder.
  7. Beboerens personlige ejendele, ting og tøj kan have stor betydning i en overgangssituation. Derfor skal de mennesker, der hjælper beboeren med at pakke, være opmærksomme på væsentlige ejendele, som skal bringes til det nye sted. Det kan være en idé at tage billeder af værelset, som det så ud før.
  8. Når store beslutninger i beboerens liv skal tages, er det næsten umuligt at handle alene. Vi inddrager derfor vores kollegiale faggruppe, det reflekterende team eller vi opsøger supervision. Vi bruger personalemøderne og får hjælp til, hvordan flytningen kan formidles til beboeren på den mest nænsomme måde. Kan vi sætte tid på offentliggørelsen af flytningen? Hvor lang tid har den enkelte brug for til at gennemleve forandringerne?
  9. Når en beboer adskilles fra og mister noget unikt – en væsentlig del af sig selv, en elsket ting eller et menneske, som han/hun holder af – så skal vi ikke som det første tænke på at erstatte det tabte, for ofte vil det ikke kunne erstattes. Vi tilbyder i stedet vores deltagelse i sorgen over det tabte og giver vores alsidige og aktive omsorg. Vi taler indbyrdes med hinanden om, hvordan vi kan hjælpe den enkelte ved at sætte ord på hans eller hendes følelser, virke anerkendende og give plads og rum til den enkelte.