MADLAVNING

Hver tirsdag og torsdag er der gang i sanserne i Beboernes Hus, når der afholdes Madlavning i samarbejde mellem FOF og Landsbyen Sølund, som en del af beboernes fritidsundervisning med egenbetaling.

Madlavningslæreren, Ulla Staal, har omkring 6-7 personer på hver af sine tre hold. Udover de praktiske gøremål i selve madlavningen, bruger hun meget tid på at observere den sociale dynamik, samt at vurdere deltagernes funktionsniveau. Denne observation hjælper hende til at danne rammerne for en undervisning, der både rummer hygge og udfordringer for den enkelte.

Alle kan være med

Madlavning er en del af beboernes fritidstilbud – det er et tilbud de selv har valgt, og det foregår derfor på deres præmisser. Der er tale om et frirum, hvor madlavningen tager udgangspunkt i den enkelte beboers egen motivation og interesse.

Hvert hold er sammensat af beboere med meget forskellige funktionsniveauer, men udvikling er stadig et centralt omdrejningspunkt og Ulla vurderer løbende hvorvidt der kan skubbes lidt til den enkeltes grænser. Udfordringerne skal foregå på deres niveau og inden for rammerne af hvad de har lyst til. En stor drivkraft for undervisningen er den enkelte og hans eller hendes motivation.

Det er dog vigtigt at alle funktionsniveauer har en rolle på holdet – beboeren, som kun magter at dække bordet fra gang til gang er ligeså vigtig som den mest aktive grøntsagshakker.

Sanserne driver motivationen

En af de vigtigste ting ved Madlavning er produktet – det endelige varme måltid, som er slutresultatet ved hver undervisningsgang. Selve processen er selvfølgelig også en afgørende del, men alene duften af madlavningen og det endelig måltid kan være med til at motivere beboeren, som ikke nødvendigvis deltager så aktivt som andre.

Arbejdet med sanserne er noget af det vigtigste i både processen og produktet. Herudover er der fokus på det hjemlige ved at være i køkkenet – selve madlavningen, at spise og ikke mindst det sociale samvær.

Beboerne kan ofte opleve at der stilles mange krav i deres hverdag – og det er derfor vigtigt, at de har en følelse af medindflydelse i Madlavning, at de får lov til at påvirke indholdet i undervisningen. Derfor sørger Ulla for at stille spørgsmålet – hvad har DU lyst til at lave? Både som en del af opstartsfasen for hele forløbet, samt i begyndelsen af den enkelte undervisningsgang.