BEBOERNES HUS

Siden 2007 har beboerne i Landsbyen Sølund haft deres eget hus – Beboernes hus. Huset er – som navnet siger – et fælles hus for hele landsbyen og alle dets beboere.

Beboernes Hus er placeret i hjertet af boenhederne på Sortesøvej, og tilbyder en bred vifte af aktiviteter og muligheder for den enkelte beboer.

Mulighedernes hus

I dagtimerne anvendes huset af Aktivitetscentrets udehold og cafegruppe. Cafegruppen driver en lille cafe med åbent to gange om ugen. Der er faste aktiviteter om aftenen, hvor bl.a. oplysningsforbundene har undervisningshold for landsbyens beboere i madlavning, kunst og musik.

Landsbyen Sølund har selv en ungdomsklub, som mødes en gang om ugen (læs mere forneden). Huset er åbent døgnet rundt – og kan benyttes af beboere og personale, efter behov. Det kan være som målet for en gåtur, som et sted at lave sig en kop kaffe på en regnvejrsdag, eller som et frirum fra boenheden.

Når beboeren er tilmeldt et hold – eller har sin pædagog med på tur – er der mulighed for at deltage aktivt i husets aktiviteter – eller se det hele lidt på afstand fra den bløde sækkestol. Cafeen i Beboernes hus tilbyder mulighed for at opøve sine sociale kompetencer i et afstemt miljø (se åbningstider forneden).

I løbet af året inviterer vi til forskellige arrangementer – det kan være markedsdag, teater, koncerter, dans, sang, gøgl, workshops m.m.

Beboernes hus rummer:
  • Malerværksted
  • Snoezelrum
  • Fysioterapirum
  • Fællesstue
  • Fælleskøkken
  • Teaterrum
  • Udendørs ishus til sommertiden
Ungdomsklubben

Hver onsdag aften mødes ungdomsklubben i Beboernes Hus, hvor landsbyens unge mennesker får mulighed for at mødes på kryds og tværs. På disse dage laver vi forskellige klubaktiviteter og madlavning. Nogen gange er det organiserede arrangementer, og andre gange sætter vi bare Kim Larsen på, danser i stuen og spiser popcorn. Samværet er berigende for såvel vores unge beboere som for medarbejderne, som alle mødes på tværs af boenheder.

Skal du holde fest?

Herudover kan Beboernes Hus også lånes af beboerne til familiefødselsdage, julefester eller lignende. Det er vigtigt for os, at Beboernes Hus betragtes som en del af beboernes hjem. Huset kan rumme max. 50 personer indendøre.

Kontakt

Vi anser Beboernes Hus for at være mulighedernes hus – og skulle du ligge inde med en god ide til et arrangement, så er du altid velkommen til at kontakte kulturmedarbejder, Lene Bay.

Hun holder hånd i de fleste tråde i huset, og står gerne til rådighed, hvis I skulle have nogle spørgsmål: lene.bay@skanderborg.dk eller 8794 8181.

CAFEEN

8794 8181

Åbningstider
Tirsdag:  9:30-11:30 + 13:30-15:30
Onsdag:  9:30-11:30 + 13:30-15:30

CAFEEN ER ÅBEN FOR ALLE!