Café med udsigt til indsigt

Det er svært at finde Beboernes Hus og den café huset rummer. Det er ikke fordi, de ikke vil have besøg i caféen og det er ikke, fordi mennesker fra det øvrige Skanderborg og omegn ikke er velkomne. Huset ligner bare alle de andre bygninger og ligger ikke et sted, man lige kommer forbi for at nyde en kop kaffe, trods de mange stier og veje, der fører gående, løbere og cyklister gennem området. Men hvad skulle man egentlig også der? Jeg har ikke selv været der før, selvom jeg har arbejdet i Sølunds administrationsbygning et halvt års tid. Men nu er jeg taget af sted for at finde ud af, hvorfor man skal drikke sin kaffe der og ikke i en af byens andre caféer.

Af Malina Müller

Det har regnet siden morgenstunden. En råge bader i en vandpyt, stedmoderblomsterne hænger tungt med bladene og mennesker haster af sted. En stor mand sidder i en lænestol, kigger gennem de store ruder ud på regnen og følger mig med øjnene, da jeg træder ind i Beboernes hus. Jeg er usikker. Hilser man, hilser man ikke? Hvordan taler man med udviklingshæmmede? Hvordan gebærder man sig? Jeg føler mig på dybt vand.

Ind i varmen

Duften af nybagt kage, et klaver med en stabel store tøjdyr, et tv-hjørne, et caféområde under tre store parasoller, vægge dekoreret med malerier i muntre farver og en dør med opslag, der informerer om majstangfest, klangbad, tirsdags månedsfester og en besked fra Udegruppen om, at nu kan man komme og se deres kaniner. Køkkenlyde og glade stemmer. Der er nok at tage ind. Manden i lænestolen kigger stadig på mig.

En gruppe beboere og pædagoger er samlet om det store bord i køkkenet og smiler, da jeg nærmer mig. Tre af beboerne præsenterer sig straks som Helge, Mathilde og Steen og jeg føler mig velkommen blandt dem. Det er svært at forstå deres sprog, men pædagogerne hjælper kommunikationen på gled. En anden beboer, Troels, hører til gruppen, men holder sig på afstand af bordet. Han betragter mig tavst og opmærksomt.

Der snakkes og spises frugt.  Alle drikker kaffe og te af krus undtagen Helge, der nyder sit røde saftevand i et flot, vinglas med blå stilk, der matcher hans blå jakkesæt og de knaldrøde trainers. Nu og da får jeg et smil af Helge og han byder diskret på saftevand. Snart bryder alle omkring bordet op og går i gang med dagens program. Gruppen hedder Cafégruppen, men når der ikke er praktiske ting at gøre i forbindelse med caféen, har de gang i andre aktiviteter.

Troels bliver tilbage i køkkenet for at hjælpe den pædagog, der rydder op, men han er stadig tavs og virker meget bevidst om min tilstedeværelse.

Glæde og sjov

Hver tirsdag formiddag mødes Heidi, Irene og Camilla på maleværkstedet i Beboernes Hus. De er på begynderholdet. Kunstterapeuten, Lotte, serverer te og en lille småkage for de tre, der allerede har kastet sig over arbejdet, og hjælper dem med at finde materialer, mens hun vejleder dem og giver forslag til, hvad der nu skal ske.

Kommunikationen foregår mest med Lotte, men nu og da rækker Irene ud og rører ved Camilla. Camilla har travlt, men en gang imellem kigger hun op og besvarer Irenes berøring uden ord med en udstrakt hånd. Heidi er optaget af, at hun har været ude at køre i bus, og hun har også noget andet på hjerte. ”I morgen,” siger hun flere gange samtidigt med, at hun lægger hånden på sin skulder, mens hun kigger insisterende på mig. ”Ja, i morgen skal du til massage,” bekræfter Lotte. Heidi fortæller det flere gange både til Lotte og til mig. Hun glæder sig.

Tilbage i køkkenet er Troels tøet op under mit fravær. ”Tror du, at du sådan kan fise huslejen af? Du er da på arbejde!” udbryder pædagogen i køkkenet med overdreven overraskelse. ”Nej, nej, nej, du skal ikke sige sådan noget!” beklager Troels sig muntert.

Pludselig kommer der lyde fra den store mand, der stadig sidder ved vinduet. Han hedder Preben. Preben rejser sig og udgyder en strøm af ord med en dyb, hæs stemme, der ikke rigtigt er rettet mod nogen. Han er faktisk ikke særligt høj, men alligevel fylder han og virker stor. Jeg kan ikke forstå ham og ser mig om efter nogen, der kan hjælpe, men ingen er i nærheden. Jeg smiler forsigtigt til Preben og retter min opmærksomhed mod noget andet. Preben vandrer rundt og kommenterer højlydt på ting, inden han igen trækker sig tilbage for at kigge på regnen, der kun er taget til.

Louise kommer ind fra regnen, smider sin våde jakke og sætter sig med en tilfreds mine ned i caféen under de store parasoller. Hun er cyklet i forvejen og venter nu tålmodigt på sin gruppe.

Sceneskift

I den anden ende af huset sidder en beboer alene i et rum og eksperimenterer med et elektrisk keyboard, lydene blander sig med den svage lyd fra naborummet, hvor en anden sidder dybt optaget af at lege med nogle strimler af avispapir. Hun er helt i sin egen verden og lader sig ikke afbryde, selv da der pludselig lyder et rabalder fra en hånd, der bliver hamret ned i keyboardet. Der er stadig fuld aktivitet på maleværkstedet, hvor børnesange fra cd-afspilleren overdøver regnens trommen på ruderne.

Der er mere liv i caféen nu. Louises gruppe har indhentet hende og sidder med kaffe og kage omkring et bord. To er i kørestole, men ellers er det svært at se, hvem der er pædagoger og hvem der er beboere som de sidder der. De ligner bare en blanding af unge og voksne mennesker, der hygger sig. Stemmer og lyde fylder rummet. Preben har rejst sig igen og vandrer omkring.

Bag et forhæng er nogen i gang med at fortælle et eventyr og brudstykker trænger ud i caféen. Pludselig dukker en trold ud gennem en sprække i forhænget og henvender sig til en pædagog.

Kom lige! Jeg har brug for din hjælp!” udbryder trolden. Det gibber i mig. ”Åh nej. Er der noget galt?” når jeg at tænke, men inden de begge forsvinder ind bag forhænget placerer trolden en gylden krone på pædagogens hoved og kort efter lyder det i glad fællessang: ”Og det hele var et eventyr, eventyr, eventyr..” som efterfølges af klapsalver. Jeg griner lidt af min egen forskrækkelse og mærker lysten til kage indfinde sig.

En pige i en kørestol udstøder høje lyde. Hun skælder ud, måske over beskeden om, at pausen er slut og, at gruppen skal tilbage til aktivitetscenteret. Eller måske gider hun bare ikke ud i regnen. Pludselig bliver det hektisk. To har fået forbyttet deres jakker, én vil af sted, inden regntøjet er på og må hentes tilbage to gange, en tredje vil slet ikke have jakke på og sinker hele gruppen. Med ét er billedet af gruppen forvandlet og det bliver tydeligt, at deres udseende ikke matcher deres indre alder. Jeg betragter spændt optrinnet, lidt ængstelig for om situationen kommer ud af kontrol. Men pædagogerne bevarer roen og pludselig er de klar til afgang. Louise får besked med tegn og tale på, at hun gerne må begynde at cykle op til aktivitetscenteret.

Preben og Troels har begge cirkuleret tavse rundt omkring gruppen, mens ståhejet med at komme ud af døren stod på. Så snart gruppen gør tegn til at gå, åbner Preben døren for dem og da sidste mand er ude, lukker Troels med et bestemt skub døren efter ham. Freden er genoprettet.

Kontakt

Jeg har sat mig på klaverbænken for at skrive nogle noter. Preben nærmer sig, tager blok og pen fra mig og taler insisterende, mens han fægter med pennen over papiret. Jeg fanger ordet husmøde, så det gentager jeg og fortæller ham, hvad jeg har skrevet om ham. Han giver mig blokken tilbage, kigger på mig og aer mig hårdt på kinden med sin store hånd, inden han smiler og går videre.

Diskussionen mellem Troels og pædagogen bliver genoptaget:

Vil du hjælpe mig med vasketøjet nu, Troels?

Neej,” jamrer Troels, ”jeg vil hjem nu,” og følger alligevel med ud til vasketøjet for en kort bemærkning. Opvaskemaskinen snurrer og bag forhænget kan jeg nu høre, at der digtes på fortællingen om Prinsesse Mathilde, der rider af sted. Lyden af hænder, der klapper mod lår for at efterligne hovslag breder sig efterfulgt af glad latter. Preben bliver nysgerrig, nærmer sig forhænget og stikker næsen ind.

Det er Preben. Preben er der. Nej, Preben,” lyder det fra et par beboere inde bag forhænget.

Nej, Preben!” lyder det også bestemt fra Troels, der nynnende er begyndt at dække bord til frokost. ”Skal jeg også være politibetjent herinde?

Udegruppen kommer ind fra regnen med mælkekasser og så er det snart tid til frokost.

Jeg trækker i regntøjet, mens jeg tænker, at måske skulle nogen se at få et skilt op, der viser vej til Beboernes Hus.

I huset er der plads til både fællesskab og enspændere. Jeg er glad for, at jeg har fået en smule indsigt i en verden, der på en gang ligner min og alligevel er så anderledes. Besøget sætter tanker i gang og giver lidt perspektiv. Jeg har overvundet noget af min usikkerhed og berøringsangst og næste gang skal jeg smage kagen. Jeg vil anbefale andre at gøre det samme. De har også en isbod i sommerperioden.

Hej, hej” siger jeg forsigtigt til Troels, der stadig ikke har mælet et ord til mig, inden jeg går ud i regnen igen. ”Hej,” svarer Troels. Preben vinker til mig gennem ruden med sin store hånd.

Normalt har caféen i Beboernes Hus åbent på flg. tidspunkter:

tirsdag og onsdag fra
9.30 til 11.30

og igen fra
13.30 til 15.30.

Ring på 8794 8181 og forhør dig, hvis du vil være sikker på ikke at gå forgæves.