Læge på beboernes præmisser

Oppe under taget i pavillon 2 holder Landsbyen Sølunds læge til. En stor, skinnende elevator hvisler op gennem etagerne og åbner ud til en lang, smal og lidt slidt gang. Der er ikke meget lægepraksis med dansk design og plakatkunst over stedet, til gengæld er her tid, engagement og teamånd. Tre ting som ifølge stedets nye læge, Mette Rohde Torp, er kendetegnende for arbejdet på Sølund og som gør en stor forskel for beboerne.

Af Malina Müller

Masser af udfordringer

Mette Rohde Terps dør står åben. Hun havde lægepraksis i Herning og bor i Århus, men efter mange år med køreture frem og tilbage, syntes hun, at det var tid til at sadle om. Det er et halvt års tid siden, hun startede på Sølund, og hun tænker stadig på sig selv som ny på stedet.

Hun møder mange forskellige problemstillinger hver dag og synes, det er udfordrende at arbejde på Sølund. Heldigvis kan hun ofte trække på sine 20 års erfaring som læge. Som nyuddannet i dag henviser man mere til specialundersøgelser og har måske ikke så meget håndværket i hånden som tidligere, fortæller hun.

Jeg er uddannet på en tid, hvor man ikke bare lige sendte folk i en scanner. Man brugte meget sine øjne, sine hænder og blodprøver – sådan lidt mere håndholdte ting. Jeg har været vant til at mærke og til at holde øje, og det er jeg glad for at have med mig.

Mette Rohde Terp har endnu ikke oplevet, at beboerne har særlige helbredsproblemer i forhold til normalbefolkningen. De fejler det samme som alle andre, men ud over deres udviklingshæmning har beboerne ofte også noget andet med sig. Mange har epilepsi, nogle er afhængige af sondemadning og mange er motorisk svært handicappede eller har en psykiatrisk overbygning.

Teamet gør hele forskellen

I disse tider, hvor der effektiviseres og skæres ned på mange fronter, kan det synes som en luksus, at Landsbyen Sølund har sin egen læge. Man hvad nu, hvis Sølund ikke havde sin egen læge? Ville det gå?

Stedet ville nok fungere, men det ville blive mere besværligt,” siger Mette Rohde Terp.

Hun forklarer, at sundhedsteamet i Landsbyen Sølund mødes hver morgen. Teamet består af lægen, sygeplejerskerne, fysioterapeuten, lægesekretæren og psykiateren, og de mødes for at få overblik over dagens opgaver og for at gøre status. Der bliver sparret og trukket på alle de ressourcer og al den viden, hver enkelt kan byde ind med i en given problemstilling.

Sygeplejerskerne har mange års erfaring bag sig og kender alle beboerne indgående. Jeg lærer meget af dem,” fortæller Mette Rohde Terp og fortsætter:

Det er også fantastisk dejligt, at Sølund har en psykiater. Psykiatri og udviklingshæmning er et svært felt, og det ville jeg ikke kunne agere i med den viden jeg har fra almen praksis. Vi er gode til at bruge hinanden, og Troels er jo ikke ”kun” psykiater, han er også læge, så jeg kan også sparre med ham om nogle af de somatiske ting. Det er unikt.”

To gange om måneden tilser en neurolog de beboere, typisk epileptikere, der har behov for det.

Hvis psykiateren og neurologen ikke var her, ville jeg være nødt til at henvise utroligt mange til undersøgelser ud af huset, og en masse viden om beboerne og kontinuitet i deres behandling ville gå tabt,” fortæller Mette Rohde Terp.

Som det er nu, kan nogle ting tages i opløbet, fordi de ansatte kan gribe fat i lægen: ”Nu du alligevel er her, kunne du så ikke lige…

En manglende læge i dagligdagen ville føre til ekstra indlæggelser og laboratoriebesøg, konkluderer Mette Rohde Terp. Og personalet skulle bruge værdifuld tid på at køre beboerne til og fra deres aftaler i de mange forskellige lægehuse i kommunen.

Det kan være en stor belastning for Sølunds beboere at komme ud i verden og at forholde sig til fremmede mennesker, så derfor er det en klar fordel for beboerne, at meget kan klares i landsbyen.

De ansatte bliver nærmeste pårørende

Mette Rohde Terp prioriterer at komme til de fleste pædagogiske planmøder, hvor de pårørende er med, ikke mindst for at få hilst på beboerens familie.

De pårørende kan altid ringe for at få en snak og nogle har også været med til konsultationer. Det er positivt, mener Mette Rohde Terp, for samarbejdet bliver meget bedre, når man kender hinanden. I hverdagen er det dog ofte de ansatte, der bliver beboernes nærmeste pårørende.

Det er meget enestående her på Sølund, at de ansatte virkelig er nærmeste pårørende. For de ansatte er arbejdet ikke bare et arbejde, hvor man går hjem kl. fire, og så har man glemt alt om Sølund. De ansatte er meget, meget engagerede og derfor er det også værd at lytte til dem. Hvis de synes, at der er et eller andet anderledes med en beboer, så er det nok rigtigt nok.

De ansattes observationer er vigtige. Beboerne har ikke altid et sprog og gør opmærksomme på, at de har det skidt på en anden måde, fortæller Mette Rohde Terp.

Beboerne kommer ikke og siger, jeg har ondt i maven, de har bare ændret adfærd og så kan det, sat på spidsen, dreje sig om alt fra ørevoks, der generer, over en akut blindtarmsbetændelse til en ligtorn.

Med nål og tråd i badekarret

Mette Rohde Terp giver to eksempler på den særlige måde, hun kan arbejde på.

Én beboer er f.eks. meget menneskesky. Den første kontakt med hende handler bare om at gå ned i hendes hus og sige goddag. Næste dag drikker de en kop kaffe sammen og dagen efter får Mette Rohde Terp måske lov at gå med ind, mens beboeren sidder på toilettet, så hun kan observere beboerens mave. Næste gang får hun måske lov til at mærke på maven.

En anden beboer får en flænge i panden, men kan ikke komme ud af sit hus og den bedste måde at trøste og berolige beboeren på er, at han sidder i sit varme bad.

Så går jeg selvfølgelig ned til ham, finder sytøj frem og syr i badekarret. Arbejdet foregår meget på beboernes præmisser og det er okay,” smiler Mette Rohde Terp og fortsætter: ”Den her måde at arbejde på vil ikke være forenelig med at være almindelig praktiserende læge, der har 15 minutter pr. patient og et venteværelse fuld af mennesker, der sidder og venter. Her kan jeg selv administrere tiden og kan en undersøgelse ikke blive i dag, så kan det blive i morgen.”

Det er ikke venstrehåndsarbejde at komme her. Det er udfordrende. Samtidigt kan jeg leve højt på, at en beboer, der tidligere nærmest flygtede hen i den anden ende af huset, når jeg kom, nu møder mig med et kæmpe knus. Og så sker der jo mange sjove ting og falder mange sjove bemærkninger af, som jeg godt kan klukke lidt af på min tur hjem i bilen,” slutter Mette Rohde Terp.