Sølund inspirerer verden

Hvad kan Kina lære af den måde, som Danmark behandler handicappede mennesker på? Spørgsmålet førte en mindre kinesisk delegation til Danmark, inviteret af den kristne organisation Areopagos, som arbejder med bl.a. religionsdialog i Danmark, Norge og Kina. Kineserne besøgte flere forskellige steder i Danmark.

Delegationen bestod af syv personer, som alle arbejder med handicappedes forhold i millionbyen Nanjing. I december 2014 besøgte de fire af deltagerne Landsbyen Sølund.

Af Majbritt Sørensen og Malina Müller

Sølund imponerer kineserne

”Vi kan lære noget af, hvordan I driver Sølund og hvordan I behandler beboerne. Arbejdet med udviklingshæmmede er stadig nyt for os, og personalet, der arbejder inden for området er ikke alle så veluddannede. Jeres erfaringer kan være en stor øjenåbner for dem,” siger Robert Ma, som er projektleder hos KFUM&K i Nanjing, og som også fungerede som tolk på rejsen.

Under besøget de kinesiske gæster et indblik i Landsbyen Sølund fra landsbyleder Lone Bahnsen Rodt og vicelandsbyleder Trine Schierff. Herudover besøgte de Søbo i boenhed 10, hvor de fik en rundvisning af en medarbejder, og mødte et par af husets beboere. Dagen blev rundet af med et besøg i Snoezelhuset, Guldhornet.

”Besøget på Sølund var fantastisk. Det er en skam, at de kinesiske regeringsrepræsentanter ikke kunne deltage. Jeres arbejde på grundlag af Gentle Teaching filosofien var uden tvivl det, der imponerede os mest. Jeres aktiviteter med beboerne er også spændende, og vi vil diskutere mulighederne for at indføre dem i vores centre,” fortæller Robert Ma.

KFUK driver dagcenteret Home of Grace, som samarbejder med Areopagos. For tiden kommer 20 personer jævnligt for at tage del i dagtilbuddet. Når dagen er slut, tager de hjem. De fleste bor hos deres forældre. Home of Grace har fem lærere ansat og en frivillig fra Hong Kong. Udover det er en gruppe på 20 lærere fra andre centre tilknyttede projektet. Dagcenteret arrangerer uddannelsesprogrammer for lærere og er på nuværende tidspunkt i berøring med omkring 110 lærere. Ifølge Robert Ma er der stor brug for uddannelse:

”Udviklingshæmmede i Kina er ofte udsat for diskrimination og misforståelser. På grund af deres handicap fratages de deres basale menneskerettigheder f.eks. deres stemmeret og de fratages retten til at tage selvstændige beslutninger. De behandles aldrig som medborgere, men som vanskabninger.”

Robert Ma ser dog optimistisk på fremtiden:

”Kina har et meget stærkt regeringsapparat, og jeg tror på, at når regeringen først får øjnene op for handicapområdet, vil vi blive i stand til at gøre store fremskridt.” 

Niveauforskelle springer i øjnene

Udover kineserne, deltog Randi Louise Rasmussen, cand.paed.spec med stor erfaring indenfor det norske handicapområde, også i besøget i Landsbyen Sølund. Hun samarbejder som konsulent med Areopagos om projektet i Nanjing. Randi Louise Rasmussen besøger Nanjing et par gange om året og underviser plejere og lærere. Undervisningen tager typisk udgangspunkt i de observationer hun gør af personalets samspil med de udviklingshæmmede. Observationerne danner basis for en dialog og en læringsproces. Hun var imponeret efter besøget på Sølund.

Det interesserede Li Enlin, som er generalsekretær i KFUK, og mig selv at høre om Sølunds arbejde med at ændre måden, hvorpå Sølund håndterer beboerne. Sølund er så langt foran det arbejde, der gøres i Kina. Kineserne gav udtryk for, at de lærte meget af besøget, men de var også klar over, at de var meget langt fra det niveau, de så på Sølund.”

Hun uddyber:

Nogle af de ansatte på centrene har en opfattelse af, at de udviklingshæmmede kan helbredes. Kineserne kalder det et rehabiliteringsprogram. Nogle tror altså, at hvis man bare underviser, underviser og underviser, så vil man kunne løfte dem op på såkaldt ”normalt niveau”.

Faldgruber lurer

Randi Louise Rasmussen mener, at man skal være opmærksom på en faldgrube, der opstår ved at præsentere mennesker for en tilgang og arbejdsform der ligger så langt fra deres virkelighed. Hermed kan der opstå alvorlige kløfter mellem ambitionerne og virkeligheden, og faren bliver, at folk mister motivationen.

Trine Schierff, Vicelandsbyleder i Landsbyen Sølund, kan godt følge tanken.

”Når man kommer fra et land, hvor der ikke bliver ofret ret mange ressourcer på området, så er der selvfølgelig en fare for, at nogen tænker, at dét der kommer vi aldrig i nærheden af. Men min oplevelse er, at mange er gode til at blive inspireret af små ting. De finder en niche inden for det, vi præsenterer, og ser, at det kan de tage med hjem og bruge. En gruppe blev f.eks. meget optaget af Gentle Teaching. Gentle Teaching koster energi og engagement, men ellers koster det jo ikke noget. Det handler om holdning, menneskesyn og måden man går til mennesker. Det er et spørgsmål om f.eks. at gå hjem og arbejde på at flytte sig fra straf og belønning til en anden måde at arbejde på.”

Ressourcer kan diskuteres

Randi Louise Rasmussen stiller spørgsmålstegn ved, om Vestens brug af ressourcer er bæredygtig:

”Er vi i Vesten så forvænte, at vi ikke er i stand til at se, hvordan ting kunne gøres med meget færre midler og samtidigt være et godt projekt? Det var et spørgsmål, som dukkede op igen og igen hos mig, når vi besøgte de danske projekter. Når jeg tager til u-lande og ser det fantastiske arbejde de gør der, er det vigtigt for mig at stille det spørgsmål og at prøve at undlade at påtvinge dem mine standarder. Forventer vi for meget, når vi arbejder med andre lande? Jeg tror, at vi en gang imellem skal vi være lidt ydmyge og spørge os selv, om vi forlanger for meget af os selv også. Vi har høje idealer og bruger enorme pengebeløb. Kan ting måske gøres lige så godt for færre midler?”

Trine Schierff er enig i, at mindre kan gøre det. Alt står og falder ikke med, om personalet bruger de korrekte lagner eller bruger iPads i kommunikationen.

”Alt er dikteret af de lokale muligheder og er et spørgsmål om, hvor man sætter sit fokus.  I nogle lande er der sikkert 1000 andre ting, der er mere vigtige, end om de bruger et lagen på deres seng.  Og selvfølgelig kan man lave god kommunikation uden iPads.” siger Trine Schierff, og fortsætter:

”Men herpå stedet har vi ressourcerne og mulighederne og så skal vi selvfølgelig bruge dem. Jeg har været på Sølund i 25 år og den største udfordring vi har, er stadig kommunikation. Det kræver rigtigt meget at kommunikere med beboere, der er så kommunikationssvage som de er, og der skal alle midler være forsøgt.”

Det lange, seje træk er nødvendigt

Med Trine Schierffs 25 år i baghovedet er det vigtigt for hende at pointere de lange tidsperspektiver, når hun skal fortælle gæster om Sølunds arbejde. Fremmede ser måske toppen af kransekagen i forhold til arbejdet med Gentle Teaching, men hun understreger:

”Der er ikke noget, der går af sig selv. Det har taget 20 år at implementere Gentle Teaching.  Det er ikke en metode, man kan lære sig på to dage. Det er en filosofi og et menneskesyn og det betyder også, at man hele tiden skal være opsøgende på nye metoder, der passer ind i det menneskesyn. Vi bliver aldrig færdige, vi er i en proces, der lever. Og vi bliver ved og ved med at uddanne, reflektere og skabe dialog omkring det”

Tine Schierff tøver ikke, når hun bliver spurgt, hvad hun mener, er det vigtigste for Sølund at vise verden:

”Det er vores holdninger og menneskesyn, den måde vi behandler handicappede på og den udvikling der har været igennem de sidste 50 år. For mig er det den eneste måde, vi kan være bekendt at behandle mennesker på, som er så sårbare og som i den grad er overladt til andre menneskers forgodtbefindende.  Det er ikke så meget et fint Snoezelhus, eller de fine rammer. Det er tonen, det er ånden, det er måden medarbejderne er sammen med beboerne på.”

Home of Grace

Forældre i Nanjing savnede et dagtilbud til deres udviklingshæmmede børn. Forældrene gik sammen og mødtes i Nanjing KFUK’s lokaler. I foråret 2011 besluttede myndighederne i Nanjing at gøre noget for personer med psykiske sygdomme eller funktionsnedsættelse. Samme år blev Home of Grace åbnet. Nanjing KFUK inviterede Areopagos med som samarbejdspartner, og får nu støtte via Norad (den norske udgave af Danida) for en femårig periode frem til 2016.