På vej mod på Himalaya

I hus 3 er der et dagtilbud, som primært foregår i de hjemlige rammer. Her er medarbejderne hver dag med til at flytte beboerne en lille smule videre i deres udvikling. Her vægtes de små skridt meget højt, samt fejringen af dem. Kærlighed, nærvær og kontinuitet er nøgleordene, når beboerne dagligt står overfor at skulle bestige deres eget individuelle Himalaya.

Af Malina Müller og Majbritt Sørensen

Det interne dagtilbud i hus 3 består for tiden af tre beboere, og har fast to medarbejdere tilknyttet (den primære dagtilbud-medarbejder, Lotte, og en af de øvrige medarbejdere i huset). Beboerne tilbydes aktiviteter såsom gåture, kunstterapi (FOF), massage, ”hestning”, bustur, besøg i Snoezelhuset, madlavning, kontakt-ø, musik og fælles hyggestunder. Snart kommer svømning også på programmet.

De tre beboere, som benytter sig af husets dagtilbud har svært ved at skabe trygge relationer, og har ofte samlet mange dårlige erfaringer op gennem tiden. Derfor er beboernes livshistorie et væsentligt fokus i hverdagens arbejde. Medarbejderne anerkender den individuelle livshistorie, og genskaber beboerens tillid til omverdenen ved eksempelvis at understrege, at han/hun skal blive boende i hus 3: ”Du hører hjemme her hos os.” Derfor er det også vigtigt, at vi får skabt en rød tråd mellem dagtilbud og huset.

Dagtilbuddet har tidligere haft et lokale uden for huset, men de nuværende beboere kan ikke klare det daglige miljøskifte, forklarer Dorthe, som er husets koordinator. Alle hverdagens aktiviteter tager derfor udgangspunkt i husets hjemlige rammer – men der gøres alligevel meget ud af, at beboerne ”går på arbejde”.

”Vi gennemfører aktiviteterne på beboernes præmisser,” siger Dorthe. ”Nogle vil fx gerne i Snoezelhuset. For andre er det rigeligt at gå hen til huset og på en god dag måske kigge ind. Men tilbuddet skal være der. Vi opgiver ikke. Vi må godt drømme på beboernes vegne.”

Der er i høj grad fokus på at forstå beboernes reaktioner, og kigge på hvad der ligger til baggrund for disse. Beboernes impuls til uhensigtsmæssige reaktioner mindskes, fordi beboerne oplever, at de bliver forstået og lyttet til og, at det er muligt for dem at kommunikere med andre signaler.

Beboerne kan, de tør og de er blevet så meget bedre til at vise, hvad det er, de gerne vil,” siger Lotte.

Vejen til Himalaya: Genkendelighed og forandring

Hver dag har en rytme som dagtilbuddet følger, hvilket giver beboerne en tryghed. Ved morgensamlingen får beboerne gennemgået dagens program og hvad vi skal. Det er ikke sikkert, at alt sker på et præcist klokkeslæt – en dag tager det måske længere tid at spise end den næste eller man kommer lidt sent tilbage fra en aktivitet, men de genkendelige aktiviteter er der.

Jo mere forståelse for deres omverden de får, samt den faste rytme giver beboerne mere tryghed, og jo mere rolige bliver beboerne,” fastslår Dorthe.

Midt i den daglige rytme og rutine er det vigtigt stadig at være opmærksom på eventuelle udfordringer og være åben for justeringer.

Som eksempel fortæller Dorthe og Lotte om Mette, som normalt holder meget af at gå tur. Det er pludselig blevet en udfordring for hende uden, at nogen helt ved hvorfor.

”Måske er der en, der har glemt at give hende te efter ture. Måske handler det om, at hun er bange for at vi glemmer hendes te, når vi kommer hjem fra gåturen. Der skal så lidt til. Hun elsker te,” forklarer Lotte. Derfor bliver teen nu serveret inden gåturen, og det har gjort det nemmere for Mette igen at gå tur. ”Her er det vigtigt, at vi anerkender Mettes reaktion, prøver at forstå og finde løsninger for hende, så aktiviteten igen bliver til noget positivt.”

At vælge den rigtige rute over Himalaya

Ifølge Dorthe og Lotte er det vigtigt at have fokus på, at de beboere der magter flere udfordringer, også skal have lov at udforske disse. Men nogle gange er det ikke flere udfordringer eller mere udvikling, der skal til for at have det godt. Lotte fortæller om Sarah, som hver uge blev kørt til ridning udenfor Skanderborg.

Det gik op for personalet, at for Sarah handlede det mest om busturen, personalerelationen. Selve ridningen var hun utryg ved, og kom ikke op på hesten. Nu går hun ikke til ridning mere – hun går til ”hestning” i nærmiljøet:

”I dag går vi i stedet ned til Tøsen, en af Sølunds heste, strigler, klapper og kysser hende, det er nærmest en form for hestesnoezel – og så går vi en tur med hende. Bagefter følger Tøsen os hjem og får en gulerod og et æble. Det er Sarah rigtig glad for. Nu er der ingen forventning om, at hun skal sætte sig op på hesten. Hun er rigtig glad for dyr, men den glæde var vi ved at tage fra hende, fordi vi troede, at hun også skulle op på den hest. Nu er det også muligt at besøge hesten på gåture i weekenden.”

Himalaya har mange stier

I dagtilbuddet arbejdes der aktivt med den enkelte beboers mål fra den pædagogiske plan, og disse repræsenterer ofte beboerens vej til og over deres personlige Himalaya.

Sarah er fx ved at være klar til nye udfordringer i sin hverdag. Hun har det så godt og trygt nu, at medarbejderne vurderer, at hun er klar til en større verden end de kan tilbyde hende i det interne tilbud.

Derfor skal Sarah nu have muligheden for at afprøve sine egne grænser for, hvad hun kan magte i hverdagen.

”Hun er startet i kunstterapi i Beboernes Hus, hvor vi følger hende hen til huset, vinker farvel til hende og så er hun der to timer inden vi henter hende igen,” fortæller Lotte.

Målet er, at Sarah skal videre til et eksternt dagtilbud. Indtil da arbejdes der videre med at tilgodese Sarahs positive udvikling og på at give hende nye udfordringer inden for Hus 3’s egne rammer.

”Hun skal ud at opleve en ny verden, skal have en ny historie. Hun skal komme tilbage og fortælle noget helt andet, end det hun kan nu. Vi glæder os til at give hende den chance i livet,” smiler Dorthe.

”Vi vil gerne give beboerne troen på, at deres Himalaya kan bestiges,” fortsætter hun.

Claus er i gang med at bestige bjerget fra en anden side. Han bliver utryg, når der er for meget rum omkring ham.

”Lige nu er hans udfordring, at hans afskærmning ind til værelset står åben, og at han kan gå ind i stuen og tilbage igen alene. Det har han ikke før kunnet rumme”, fortæller Lotte, og fortsætter. ”Samtidigt udfordrer det Mette, at netop denne afskærmning står åben, for hun kan ikke magte åbne døre. Hun skal kunne rumme og tåle, at den afskærmning godt må stå åben. At det ikke er farligt for hende.”

Beboernes indbyrdes dynamik påvirker hinandens måder at navigere på i hverdagen. En beboers succes kan være en anden beboers forhindring, der skal overvindes.

Sparring på rejsen

Lotte og Dorthe oplever, at jo mere de er i stand til at holde fast på den anerkendende tilgang inden for Gentle Teaching, når det kommer til samværet med beboerne, jo bedre er resultaterne. I den forbindelse opstår en løbende sparring mellem medarbejderne i Hus 3.

”Vi gemmer ikke erfaringerne for hinanden. Vi har alle nogle stærke kompetencer, og vi kan ikke arbejde uden hinanden som sparringspartnere. Vi er åbne, for jo mere vi deler, jo mere kan vi se, at det lykkes for os alle sammen. Og beboerne kan mærke, at det gør en forskel.”

Claus, Sarah og Mette er fiktive navne.