Mit Sølund som pårørende

Det er rigtigt svært at give slip. Der er jo ingen, der kan gøre det så godt som vi forældre. Og navlestrengen – den klipper vi aldrig!” Ordene kommer fra Marianne Haurdahl – mor til 37-årige Tine, som har boet i Landsbyen Sølund de sidste 15 år.

Af Katrine Schultz, cand.theol.
og Majbritt Sørensen, cand.mag.
Fotograf: Henriette Klausen

Det aktive valg – at give sit barn et ungdomsliv

Det er efterår udenfor, og vejret er gråt. Men der er ingen tvivl om varmen i lokalet, da vi sidder overfor Marianne og hendes datter Tine i de bløde sofaer i Beboernes Hus. Nærheden imellem de to er ikke til at tage fejl af.

Tine med sin mor Marianne

Tine med sin mor Marianne

Tine er blind, udviklingshæmmet autist, og at man som forælder står i en særligt sårbar situation, når ens handicappede barn flytter hjemmefra for at bo i en boform, det ved Marianne alt om: ”Tine har 3 søskende, og da de flyttede hjemmefra, var det fordi, de ikke gad bo hjemme længere!” griner Marianne. Men sådan var det ikke med Tine – og sådan er det sjældent med udviklingshæmmede. Derfor var Marianne og hendes mand meget bevidste om, at det var deres opgave at hjælpe og støtte Tine i at flytte hjemmefra.  Tine flyttede først til et botilbud for svagtseende i Hinnerup og nogle år efter kom hun til Landsbyen Sølund.

En af de ting, Marianne vidste, at Tine kunne få ved at bo i et botilbud var et ungdomsliv – noget, de som forældre ikke ville kunne give hende ”Det kan jo ikke undgås – selvom man prøver – at man bliver ved med at være noget mor-agtig.  Vi har ikke, som forældre, ungdomsblikket. Jeg gider f.eks. ikke høre på den musik, som Tine gider høre på. Så hvis hun kun skal høre på den musik, som jeg vælger, så bliver det forkert for alderen” siger Marianne og kigger på Tine: ”Du kan godt lide at høre al slags musik, Tine – hvilken slags er det nu, du bedst kan lide?” Svaret kommer prompte: ”Kim Larsen!” og efter Mariannes respons at dømme ser det ud til, at lige når det gælder Kim Larsen, kan mor og datter faktisk godt blive enige.

I Landsbyen Sølund bor Tine i egen lejlighed i hus 4, og hun gør flittigt brug af landsbyens tilbud. Udover ridning og svømning går hun til madlavning i Beboernes Hus hver tirsdag, og hun kommer i dagtilbuddet, Regnbuen. Hver anden weekend er hun hjemme på besøg, og hun er ofte med hele familien på rejser. Senest har de været i Tunesien, og de har flere gange været i Mexico, hvor de har mødtes med Tines søster og familie, som er bosat i USA.

Inddragelse – beboerens liv og det pædagogiske arbejde
Tine elsker sin lejlighed

Tine elsker sin lejlighed

Som pårørende til en beboer i Landsbyen Sølund er Marianne en vigtig ressource for det pædagogiske personale. De pårørende kender jo beboeren bedst og kan fortælle pædagogerne om reaktionsmønstre, præferencer og livshistorie. Marianne og hendes mand deltager hvert år på de pædagogiske handleplansmøder, hvor den pædagogiske indsats for Tine fastlægges, og har desuden i dagligdagen en god kontakt til Tines primære pædagog: ”Kommunikationen er helt sikkert god. Jeg synes ikke, at der bliver taget nogen beslutninger, som vi ikke er med i omkring, hvad Tine skal og kan og gør. Og det går også fint den anden vej, hvis vi foreslår et eller andet. Jeg synes, der er rigtig god kommunikation med kontaktpædagogen.

Landsbyen Sølund arbejder meget bevidst med at inddrage de pårørende i beboernes liv, og der er en stor åbenhed fra boenhedens side. Tine er hjemme på besøg hver anden weekend, så derfor deltager Marianne og hendes mand ikke så meget i hverdagslivet i boenheden. Men når der er fest og særlige arrangementer for beboerne er de altid med! Julefesten, en grillfest om sommeren og en tur med båden m/s Dagmar er årlige tilbagevendende begivenheder.

Den omvendte integration – inddragelse af hele familien

Tines forældre har gennem flere år været frivillige på Sølund Musik Festival, som afholdes i landsbyen hvert år i juni måned. Og da Tines far sidste år pga. af sygdom ikke havde mulighed for at deltage som frivillig på festivalen, fik Marianne Tines to brødre til at stille op: ”Jeg overtalte dem til at tage en dag hver. Det har de ikke gjort før – de var helt vilde med det! Så nu er generationsskiftet sikret!” griner Marianne og fortsætter: ”Det var en god måde at blive inddraget på. Ellers er de selvfølgelig mest inddraget på hjemmebanen, men ikke så meget hernede på Sølund.

Tines mange hjemmeweekender gør, at resten af familien mest er sammen med Tine, når hun er hjemme i Risskov. Men i de første år, Tine boede i landsbyen Sølund, inviterede Marianne og hendes mand hele familien til fødselsdagsfest for hende i landsbyen. Til én af fødselsdagene havde de lånt svømmehallen og til en anden, grillhytten. Og det var et stort hit – især for alle Tines små fætre og kusiner, fortæller Marianne:

”Vi inviterede hele familien – Tines moster med børn, vores børn, som var noget mindre dengang og Tines onkel med børn. Det ene år lånte vi faktisk svømmehallen – det ved jeg ikke, om man stadig kan i dag – men det gjorde vi. Det var simpelthen fedt! Det var jo noget med, at alle de kusiner og fætre var imponerede. Tænk sig, at Tine boede et sted, hvor hun havde rådighed over sin egen svømmehal. Det var rigtig sejt. Vi lånte også grillhytten en gang, og det er jeg sikker på, at man kan endnu. På den måde har vi holdt nogle ting hernede, hvor vi så har lånt nogle af faciliteterne, og det er en rigtig god ide, synes jeg – også for at få resten af familien draget ind. De ser, at der faktisk er noget at komme her efter – gå en tur igennem skoven, se alle de dyr, der er på området – de så, hvor dejligt her er.”

Landsbyens udvikling og stordrift

Tine har boet i Landsbyen Sølund i 15 år, så Marianne har fulgt med i landsbyens udvikling – både som mor og som bestyrelsesmedlem i pårørendeforeningen gennem de sidste par år. Når hun bliver bedt om at fortælle om bedste ved Landsbyen, er hun ikke i tvivl: Størrelsen, beliggenheden og de grønne områder.

Mor og datter i en hyggestund

Mor og datter i en hyggestund

Det er lidt fantastisk, at området giver så mange muligheder for udendørs aktiviteter. Gå nogle dejlige ture, ned til søen. Jeg har jo prøvet hele tiden at få nogen af pædagogerne til at bade sammen med Tine hele året, fordi Tine vil faktisk gerne bade om vinteren – det gør vi faktisk derhjemme – men det er der ikke lige nogen af dem, der hopper på” griner hun og fortsætter:

Stordriften gør, at alle de ting, som man i et mindre bofællesskab skal ud at køre efter, de er lige udenfor døren her. Svømmehallen, festivalen, beboernes hus og for den sags skyld også Snoezelhuset. Det giver en frihed, og nogle af beboerne kan selv færdes herud – og endda oppe i Skanderborg by. Og så tror jeg også på, at når man er på et stort sted, så må der være optimale muligheder for faglig udvikling.

Det bliver Tine, der får det sidste ord. Marianne spørger hende: ”Er Sølund et godt sted eller et skidt sted” og svaret kommer straks: ”Sølund er et godt sted!